fredag den 21. februar 2014

Havregrødsmuffins

Til på farten – om morgenen, som snack eller om eftermiddagen på vej hjem. Havregrødskager! Hvordan det lyder – ej, for at være helt ærlig, så er det danske ord havregrød ikke vildt flatterende. Hvorimod det engelske ord oatmeal lyder lidt bedre.

Men hvorom alting er, så er det da smart med en morgengrødsmuffin, når man ikke har tid til at stå at koge havregrød om morgenen. Desuden tror jeg, at små børn er lidt ligeglade med navnet, bare kagen smager godt.

Så her kommer de:




Havregrødsmuffins


Til 12 kager

Ingredienser

215 g havregryn – kan også fås glutenfri

1 ½ håndfuld tørrede ananas og mango. Halvdelen hakkes, resten kommes i blenderen.

Evt. 1 tsk. bagepulver

3 små eller 2 store modne bananer (ca. 3 dl moset banan)

½ tsk. salt

5 spsk. ahornsirup, honning eller 4 spsk. kokossukker eller agavesirup

3 dl vand

2 spsk. kokosolie, ghee eller smør

1 tsk. vaniljepulver

Sådan gør du:

Havregryn, eventuelt bagepulver og halvdelen af de hakkede, tørrede frugter hældes i en skål. I en blender blendes resten af de tørrede frugter, bananer, salt, sødemiddel, vand, kokosolie og vaniljepulver sammen.

Hæld blandingen i havregrynene, og rør det rundt, indtil det hele er suget så meget op, at man med en ske kan sætte dejen i muffinsforme eller smøre dejen ud i et smurt fad, maks. 2½ cm tykt.

Bag muffins eller havregrødkage i 20-25 minutter på 190 grader.

Havregrødskagerne kan spises som de er, varme, lune, kolde. De kan fryses ned, tages op og lunes, til når man er på farten.

Velbekomme!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar