lørdag den 15. februar 2014

Nøddefyldte Mochi kugler

Mochi er japansk blødt risslik, som ofte fås færdiglavet i asiatiske butikker. Mochi er lavet med glutinøst rismel (rismel lavet på klisterris), som klister godt og bliver meget sammenhængende. Der er intet gluten i glutinøst rismel, det kaldes blot sådan, fordi gluten på latin betyder lim, og risene limer/klistrer til hinanden, ligesom gluten gør i brød og kager.

Selvom jeg ikke er den store fortaler for mikroovne, så er det altså nemmest at lave mochi med en mikroovn. Det er et større regnestykke, der skal gå op, hvis man vil lave mochi uden.
 


Nøddefyldte Mochi kugler


Ingredienser til dejen

170 gram glutinøst rismel (alm. rismel kan ikke bruges)

50 gram agavesirup eller ahornsirup

245 ml vand

-

Sesamfrø, sorte eller hvide

Majsstivelse til at rulle dejen ud på og til hænder

Fyld:

Cashewsmør, mandelsmør eller andre nøddesmør.

Kakaofyld:

2 spsk. cashewsmør

4 tsk. kakaopulver

1-2 tsk. agavesirup

Bland rismel, agavesirup og vand i en skål, der kan tåle at komme i mikroovnen. Rør i blandingen, til rismelet er helt opløst. Læg et stykke madfilm løst over skålen. Sæt skålen i mikroovnen i 2 minutter på 900 watt. Tag skålen ud. Pas på den er varm. Rør blandingen grundigt. Sæt skålen i mikroovnen igen med madfilm på, og varm i 1 minut. Rør endnu en gang grundigt i dejen. Når dejen er fast, når man sætter en finger i den, er den klar, ellers gives et minut mere.

Lad dejen hvile, indtil den er til at røre ved, uden at man brænder sig.

Hæld lidt majsstivelse på et rent bor. Dejen er meget klistret, så hav godt med majsstivelse på hænderne, når der arbejdes med dejen. Tril kugler af dejen, og flad dem ud til 8 cm i diameter.
 
 

Brug en af fyld-mulighederne, tril 2-2½ tsk. fyld til en kugle, og placér kuglen i midten af mochi-pandekagen. Fold dejen over kuglen, og saml mochien i bunden. Vend mochien om, brug en pensel til at fordele lidt vand på mochien, så den klistrer, og rul den i sesamfrø.

Servér.

Opbevar mochierne i en boks med låg i køleskabet. De kan holde sig i en uges tid eller to.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar