fredag den 21. november 2014

Vaniljeis med rom og rosiner - mælkefri

Vaniljeis med rom og rosiner. Bliver det meget bedre?

Husk at lade rosinerne trække i rommen natten over, så de rigtig smager af noget. Et par, jeg kender, sætter deres rosiner og rom over året før, så de har til næste års julepunch og gløgg. Sikke en skævert man kan få på dér.

Se denne video om hvordan man laver chokoladeis – det går ud for nogenlunde det samme.



Vaniljeis med rom og rosiner


Mælkefri, sojafri, æggefri, glutenfri

Ingredienser

1 dl rosiner

1 dl rom

-

1 dåse kokosmælk (økologisk fra Coop, Irma, Santa Maria eller Blue Dragon)

3 dl cashewmælk (¾ dl cashewnødder blendes med 250 ml vand)

12 dadler (eller 8 medjool dadler eller 1-1 ¼ dl agavesirup)

1 tsk. vaniljepulver

½ tsk. guarkernemel – strøget (eller 3 opblødte plader husblas opløst i ½ dl kogende vand)

Sådan gør du:

Læg rom og rosiner i blød natten over. Si rommen fra rosinerne, men husk at gemme i hvert fald 2-3 spsk. rom.

Blend resten af ingredienserne sammen med 2-3 spiseskeer rom i en god blender.

Hæld cremen i ismaskinen med det samme, hvis det er en ismaskine med kompressor. Hvis det er en ismaskine med køleelementer, køles cremen ned i køleskabet, inden den hældes i ismaskinen. Hæld rosinerne i til sidst.

Isen kan spises direkte fra ismaskinen som softice, eller fryses ned en times tid, hvis man ønsker en hårdere konsistens.

Hvis man ikke har en ismaskine, fryses isen ned i en 1-liters bøtte med låg i 4-5 timer. Derefter tages isen op, knækkes i 3 dele og pureres fint i en foodprocessor. Hæld isen i en skål, og rør rosinerne i. Fyld ismassen over i formen, og servér eller frys isen ned igen.

Tag gerne isen ud ½ time før servering.

 

*Hvis man ikke kan lide eller tåle kokosmælk, kan der bruges 3 dl cashewnødder og 5 dl vand, der blendes i stedet for kokosmælk og cashewmælk

Hampefrø eller macadamianødder kan bruges i stedet for cashewnødder.

 

Velbekomme!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar