fredag den 21. november 2014

Lakrids-is - mælkefri

Hvis man vil have en stærk lakridsis, bruges ren lakridsekstrakt, men lidt lakridsrodspulver gør, at isen får en mere sødlig lakridssmag. Hvor meget lakridsrodspulver, man foretrækker, er en smagssag.

Se denne video om hvordan man laver chokoladeis – det går ud for nogenlunde det samme.



Lakrids-is



Ca. 1 liter

Ingredienser

1 dåse kokosmælk (økologisk fra Coop, Irma, Santa Maria eller Blue Dragon)*

12 dadler (eller 8 medjool dadler eller 1-1 ¼ dl agavesirup)

½ tsk. guarkernemel – strøget (eller 3 plader opblødte plader husblas opløst i ½ dl kogende vand)

1 tsk. vaniljepulver

3 dl cashewmælk (¾ dl cashewnødder blendes med 250 ml vand)

1-2 tsk. lakridsrodspulver (lavet på pulveriserede lakridsrødder)

3-4 tsk. lakridsekstrakt (lavet på engelsk lakrids)

1-2 dr. mandelessens fra Urtegaarden

Sådan gør du:

Blend alle ingredienser sammen i en blender. Hæld cremen i ismaskinen med det samme, hvis det er en ismaskine med kompressor. Hvis det er en ismaskine med køleelementer, køles cremen ned i køleskabet, inden den hældes i ismaskinen.

Isen kan spises direkte fra ismaskinen som softice, eller fryses ned en times tid, hvis man ønsker en hårdere konsistens.

Hvis man ikke har en ismaskine, fryses isen ned i en 1-liters bøtte med låg i 4-5 timer. Derefter tages isen op, knækkes i 3 dele og pureres fint i en foodprocessor. Sæt isen på frost, så den kan nå at blive fast. Tag gerne isen ud ½ time før servering.


*Hvis man ikke kan lide eller tåle kokosmælk, kan der bruges 3 dl cashewnødder og 5 dl vand, der blendes i stedet for kokosmælk og cashewmælk

Hampefrø eller macadamianødder kan bruges i stedet for cashewnødder.


Velbekomme!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar